Mentorordning øger fastholdelse af udsatte

HITSAs mentorordning er med til at højne arbejdsglæden og produktiviteten for deres ansatte på kanten af arbejdsmarkedet. Og det styrker både deres sociale og økonomiske bundlinje.

Hitsa
Case, Nyhed

Et godt arbejdsmiljø er afgørende for en god hverdag. Det har virksomheden HITSA erfaret med en mentorordning for deres ansatte fra kanten af arbejdsmarkedet.

HITSA A/S, som producerer bænke, cykelstativer, pullerter og overdækninger m.m. til byrum, tager socialt ansvar.

I 2018 opkøbte Den Sociale Kapitalfond Invest 40,41 procent af virksomheden. HITSAs sociale ansvar ses blandt andet ved, at de tilbyder uddannelse til unge udsatte og skaber jobs til personer, som har brug for særlige vilkår eller hensyn. Og så har de indført et mentorforløb, der har til formål at støtte de ansatte og praktikanter, der har særlige udfordringer eller sygdomme:

”Det er vigtigt, at der er en fast kontaktperson for den medarbejder, der er en del af ordningen. Vi tror på, at vi med ordningen er bedre til at fastholde medarbejderne i stedet for at miste dem på vejen,” fortæller Birgitte Eybye, der er HR-medarbejder i HITSA A/S.

Mentorordningen er etableret gennem en virksomhedscenteraftale med Kolding Kommune. HITSA er en af de virksomheder, som Kolding Kommune har en virksomhedscenteraftale med, hvor kommunen rekrutterer mennesker på kanten af arbejdsmarkedet til de pladser, som en virksomhed har mulighed for at have. Her tilbyder kommunen et betalt kursusforløb til nogle virksomheder, hvor i forvejen ansatte trænes i at agere mentorer for de rekrutterede ansatte.

”Vi indgår samarbejde med virksomheder som HITSA, der ansætter mennesker på kanten af arbejdsmarkedet, fordi det er nogle mennesker, der har brug for støtte og blive modtaget i et miljø, hvor de bliver omfavnet og forstået," fortæller Mette Byskov, arbejdsmarkedschef i Kolding Kommune.

Medarbejdere eller praktikanter i HITSA A/S med behov har en mentor, der har til opgave at hjælpe den ansatte et skridt videre i tilværelsen ved for eksempel at få skabt et trygt og trivselsfuldt arbejdsmiljø. Det sker blandt andet ved at sørge for at have tæt kontakt og føre en tæt, daglig dialog, fortæller Birgitte Eybye, der uddyber vigtigheden af trivsel på arbejdspladsen:

”Det er vigtigt, at medarbejderne har det godt, og at vi igennem samtale og dialog kan vejlede dem til, at de kan være med til at bidrage positivt til bundlinjen. Når vi er bedre til at håndtere konflikter og hjælpe medarbejdere til at lykkedes, er det med til at hæve produktiviteten og arbejdsglæden. Både ved at medarbejderen har det godt og trives, men at de også udfører et stykke brugbart arbejde.”

Den Sociale Kapitalfond Invest ejer nu 49 procent af aktierne i HITSA A/S med ambitionen om at styrke HITSAs sociale inklusion og at skabe endnu flere arbejdspladser til udsatte. Den Sociale Kapitalfond Invest indførte i den forbindelse Key Performance Indicators (KPI’er) for social inklusion for at sikre, at den sociale indsats ville føre til reelle resultater. Dem måler HITSA på antallet af udsatte ansatte, lærlinge og praktikanter samt fastholdelsen af de pågældende personer.

Fokusset på social inklusion og trivsel har HITSA A/S allerede fornemmet resultater ved. Ansatte, der ellers var rejst videre, kom nemlig tilbage senere og efterspurgte genansættelse:

”Det ser vi som et udtryk for, at de har følt, at HITSA har været et godt sted at være,” fortæller Birgitte Eybye.

Mette Byskov fra Kolding Kommune er enig i, at loyalitet er afgørende:

”Når først de ansatte bliver accepteret, får fodfæste og inkluderes på arbejdspladsen, bliver de loyale medarbejdere.”
...

Og det gavner ikke kun virksomheders sociale bundlinje, forklarer hun:

”Social bundlinje giver også økonomisk bundlinje. Der er jo ikke noget som det fællesskab, en arbejdsplads tilbyder. Det med at være en del af en arbejdsplads og gøre noget sammen. Løse noget sammen. Det kan noget særligt,” siger Mette Byskov.

Også mentorerne får udbytte af ordningen. De modtager et kursus, betalt af kommunen, der strækker sig over tre dage, hvor de blandt andet bliver trænet i konflikthåndtering, aktiv lytning og får styrket deres kommunikationsstil til andre mennesker, som er redskaber, de også kan bruge i det daglige arbejde: ”Det er et stort ansvar at være mentor, og det er derfor vigtigt, at mentoren er godt klædt på til at varetage opgaven,” fortæller Birgitte Eybye. Fællesskabet og det at være ansat i en virksomhed, der tager socialt ansvar, giver også betydning for øvrige ansatte.

Kontakt

Torben Agerup har mange års erfaring med private equity fra LD og Maj Invest, hvor han i 18 år har arbejdet med SMV-segmentet og gennemført en lang række køb og salg af virksomheder, forud for etableringen af Den Sociale Kapitalfond Invest.
Partner (bestyrelsesmedlem)
+45 24 21 26 21