Nye investeringer i to danske impact-virksomheder

Den Sociale Kapitalfond Invest går ind i 2. kvartal med to nye investeringer i danske impact-virksomheder.

watercare

WaterCare, som er den ene af de to nye investeringer, udvikler blandt andet løsninger til rensning af spilde- og overfladevand.

Nyhed

Den ene investering er i Assens-virksomheden WaterCare, der udvikler løsninger til forbedring af vandmiljøet – i form af produkter til rensning af spilde- og overfladevand. Den anden investering er i BM Silo, som fra fabrikken i Holstebro Kommune tilbyder siloer og transportudstyr til opbevaring og transport af tørre materialer og dermed er med til at sikre længere holdbarhed af bl.a. korn og kaffe hos kunder over hele verden.

Den Sociale Kapitalfond INVEST har købt 43,3 pct. af aktierne i WaterCare og 44 pct. af aktierne i BM Silo:

”BM Silo er en af de førende virksomheder blandt SMV’erne i Danmark, når det kommer til socialt ansvar. Samtidig gør BM Silos produkter en positiv forskel i verden ved at bidrage til øget ressource-udnyttelse og mindre råvarespil, ikke mindst på fødevareområdet via sine modulbaserede, ”kompakt-kit” siloer. Kombineret med en effektiv produktion ser vi trods turbulens på markedet pt derfor et godt potentiale fremadrettet for BM Silo som dansk impact-virksomhed på et globalt marked,” siger ledende partner Lars Jannick Johansen.

Investeringen i BM Silo sker som led i et glidende generationsskifte, hvor adm. direktør Lisbeth Barnbæk Nielsen også indtræder som medejer sammen med majoritetsejeren, udviklingsdirektør Claus Martinsen. Erhvervsmanden Mogens Rüdiger indtræder samtidig som bestyrelsesformand.

Og om investeringen i WaterCare lyder det:

”WaterCare er højt specialiserede inden for filtrering og håndtering af spilde- og overfladevand men tilbyder også løsninger til vandmiljøfiltrering af fosfor og tungmetaller til bl.a. landbruget, byområder og andre industrier. WaterCares løsninger er dermed med til, at vi alle får et renere vandmiljø og til bedre udnyttelse af vores vandressourcer. Det har virksomheden omsat til flotte resultater de senere år. Ambitionen er nu vækst både i Danmark og de nordiske lande, et stadig større positivt aftryk på vandmiljøet – og fortsat forankring Assens med flere jobmuligheder til personer fra kanten af arbejdsmarkedet.”

Stifter og adm. direktør Henrik Rønnest fortsætter som medejer, mens Den Sociale Kapitalfond Invest bliver majoritetsejer sammen med de to erhvervspartnere Ole Juul Jørgensen og Per Dollerup Mikkelsen. Sidstnævnte indtræder som ny bestyrelsesformand.

Parterne ønsker ikke at oplyse købspriserne.

Oversete potentialer blandt danske SMVer

Lars Jannick Johansen mærker en stigende interesse for impact-investeringer i Danmark og fortsat gode potentialer blandt danske SMVer:

”Interessen for impact-investeringer fortsætter med at vokse både internationalt og i Danmark. Og i Danmark har vi faktisk en god del SMVer, hvis produkter og services er med til at løse globale udfordringer, som er drevet med social ansvarlighed, og som har et godt vækstpotentiale. Dem går vi målrettet efter at finde, udvikle og bringe frem på markedet. Heldigvis mærker vi god og stigende interesse fra mange SMVer for kombinationen af klassisk kapitalfondshåndværk, klare værdier og en god værktøjskasse til at synliggøre og udvikle virksomhedernes positive impact og sociale ansvarlighed," siger Lars Jannick Johansen.

Også hos de to nye selskaber i kapitalfondens portefølje er der fokus på at udvikle og synliggøre deres positive impact. Hos BM Silo blandt andet i form af et øget fokus på den grønne omstilling, hvor virksomheden med hjælp fra Den Sociale Kapitalfond Invest nu styrker arbejdet med at måle og nedsætte deres klimaaftryk, og for WaterCares vedkommende med planerne om at udbrede deres løsninger til filtrering og håndtering af spildevand og overfladevand på det nordiske marked. Samtidig arbejder begge virksomheder med skabelse af jobs til mennesker på ”kanten” af arbejdsmarkedet.

Investeringerne i BM Silo og WaterCare er Den Sociale Kapitalfond Invests 7. og 8. investering. Fonden forventer at lukke yderligere to investeringer i 2022.