Stærk spiller på rensning af vandmiljø kommer med i porteføljen

Virksomheden WaterCare får investering og er klar til at erobre nye markeder

WaterCare

Underskrifter fra WaterCare og Den Sociale Kapitalfond Invest kom i hus på dagens closing blandt trekammertanke til spildevandshåndtering.

Nyhed

Den Sociale Kapitalfond Invest og de to erhvervspartnere Ole Juul Jørgensen (via investeringsselskabet Invactor) og Per Dollerup Mikkelsen har indgået aftale med virksomheden WaterCare og bliver nye majoritetsejere.

Bag Watercare står stifter og CEO Henrik Rønnest, der over de sidste 20 år har opbygget virksomheden WaterCare med fokus på løsninger til forbedring af vandmiljøet – i form af produkter til rensning af spilde- og overfladevand. Særligt over de seneste år har selskabets udvikling taget form med vækst i både top- og bundlinje. Af den årsag har Henrik ønsket at få nye kræfter i bestyrelsen og ejerkredsen med henblik på yderligere udvikling og udbredelse på de nordiske markeder.

”Jeg har igennem nogen tid overvejet at få nye kræfter og impulser med ombord for at udvikle WaterCare yderligere. Jeg har haft dialoger med forskellige partnermuligheder, men jeg synes, at matchet med Den Sociale Kapitalfond Invest og de erfarne erhvervsfolk, de bringer med ind, har været det helt rigtige for mig og for WaterCare,” fortæller Henrik Rønnest.

Med det stærkere fokus på bæredygtighed og ansvarlighed er partnerskabet med Den Sociale Kapitalfond Invest det helt rigtigt, mener han.

”Vi har i WaterCare ambitioner om at blive en større virksomhed med et positivt aftryk på vandmiljøet – men stadig med forankring i lokalmiljøet omkring Assens, hvor vi ønsker at kunne tilbyde flere jobmuligheder for personer med udfordringer, men som har mod på at bidrage,” siger Henrik Rønnest.

WaterCare er specialister i filtrering og håndtering af spildevand og overfladevand, men tilbyder også løsninger til vandmiljøfiltrering af fosfor og tungmetaller til bl.a. landbruget, byområder og andre industrier, samt løsninger til genbrug af regnvand til brug ved toiletskyl, tøjvask, havevanding mm. WaterCares løsninger bidrager dermed til et renere vandmiljø og bedre udnyttelse af vores vandressourcer:

”Vi glæder os til samarbejdet om blandt andet udviklingen og markedsføringen af produkterne på de nordiske markeder. Samtidig vil vi understøtte Henrik Rønnest og den øvrige ledergruppe i at tage et endnu større samfundsansvar, herunder ift. at udvikle sig på den fulde ESG-palette og stå endnu stærkere som den impact-virksomhed, WaterCare er,” siger investeringsdirektør i Den Sociale Kapitalfond Invest, Ziad Sbeinati.

Erhvervspartnerskabet med Ole Juul Jørgensen og Per Dollerup Mikkelsen er en indgroet del af Den Sociale Kapitalfond Invests investeringsprocesser, hvor kapitalfondshåndværket fra fonden suppleres med branchespecifikke medinvestorer og bestyrelseskandidater.

”Markedet for innovative produkter til at løse udfordringerne med håndtering og rensning af overfladevand samt spildevand er i stor vækst. WaterCare har skabt en stærk position på det danske marked, og jeg ser vækstpotentialer i Norden såvel som til nærliggende produktområder i det danske marked, f.eks. rensning af fosfor og tungmetaller i landbruget, bymiljøer eller andre industrier,” siger Per Dollerup Mikkelsen, der har erfaring fra lignende selskaber inden for klima, miljø og vand.

WaterCare har i processen være rådgivet af advokathuset Andersen Partners, mens Den Sociale Kapitalfond Invest har samarbejdet med DAHL Advokatpartnerselskab og EY.

Parterne er enige om ikke at offentliggøre transaktionsprisen.

Mere om WaterCare ApS

WaterCare er en dansk produktionsvirksomhed, som tilbyder innovative og kvalitetsbevidste løsninger og produkter til overflade- og spildevandshåndtering hovedsageligt solgt til det danske marked, men med vækstplaner ud i Norden.

WaterCare-koncernen består af WaterCare ApS, WaterCare Filtration A/S og Tank System Denmark ApS, som sammen understøtter selskabets produktion og salgsinitiativer på tværs af produktområderne.

Virksomheden har sine hovedprodukter indenfor filtrering og håndtering af spildevand og overfladevand (trekammertanker, pumpebrønde, udskillere m.m.), men tilbyder også løsninger til vandmiljøfiltrering af fosfor og tungmetaller til bl.a. landbruget, byområder og andre industrier. WaterCares løsninger er dermed med til, at vi alle får et renere vandmiljø og til bedre udnyttelse af vores vandressourcer.

Fra fabrikken i Assens produceres tanke, pumpebrønde, regnvandsanlæg og nedsivningssystemer til distribution via grossistnetværk, igennem entreprenører og til et stort netværk af lokale kloakmestre.

WaterCare blev etableret i 2001 af Henrik Rønnest med en klar mission om at gøre vandmiljøet bedre i havne, i søer og i vandløb. Selskabets evne til at tænke innovativt i vandrensningsløsninger har udmærket sig ved flere lejligheder og udmønstrede sig f.eks. ved selskabets løsning i 2018 af et storskala rensningsanlæg i Ørestaden, København, i samarbejdet med HOFOR og Københavns Universitet. 

WaterCare har en bruttofortjeneste på omkring 23 mio. kr. årligt og har ca. 30 ansatte (FTE).

 

Kontakt

Torben Agerup har mange års erfaring med private equity fra LD og Maj Invest, hvor han i 18 år har arbejdet med SMV-segmentet og gennemført en lang række køb og salg af virksomheder, forud for etableringen af Den Sociale Kapitalfond Invest.
Partner (bestyrelsesmedlem)
+45 24 21 26 21